Oct 13 2011
Jan Arnald aka. Arne Dahl
Arne Dahl er et pseudonym for den svenske litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald (f. 1963). I midten af 90erne begyndte han at skrive en anmelderrost og prisbelønnet spændingsserie om Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter, bedre kendt som A-gruppen. Målet var at portrættere Sverige og beskrive de forandringer, landet gennemgik – og så naturligvis at skrive vedkommende, spændende og underholdende kriminallitteratur. | ![]() |
Præsentation af bøgerne i A-gruppe serien.
![]() | Misterioso indleder ti-bindsværket om Paul Hjelm og hans kolleger i Rigspolitiets A-gruppe - seks håndplukkede politifolk fra hele Sverige med hver deres personlighed, særheder og kompetencer. En svensk finansmand findes myrdet i sit hjem. Så findes endnu en. Og alt tyder på, at det kommer til at fortsætte. Rigskriminalpolitiet etablerer hurtigt en specialenhed bestående af seks håndplukkede politifolk fra hele Sverige. Man døber enheden A-gruppen – Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter. De står over for et mysterium. Hvem er det, der sidder i svenske finansmænds stuer, lytter til jazz, skyder dem med to kugler i hovedet og ikke efterlader sig spor? Hvad er det, han vil? Medierne døber ham Magtmorderen, og da sporene begynder at pege i retning af den russiske mafia, finder A-gruppen en åbning. |
![]() | En svensk litteraturkritiker med tilknytning til USA tortureres ihjel på den mest sataniske måde i et kosteskab i Newark-lufthavnen uden for New York, og morderen booker sig ind på den ledige plads i SAS-flyet SK 904 mod Stockholm. FBI underretter svensk politi, men det eneste, de får at vide, er at der er en brutal seriemorder på vej i flyet mod Stockholm – de ved bare ikke, hvem af passagererne det er. Specialenheden A-gruppen begiver sig til lufthavnen. Og det er på høje tid. Sverige er på vej til at importere sin første ægte, amerikanske seriemorder. Det er optakten til et gruopvækkende hændelsesforløb, der trækker Paul Hjelm og A-gruppen længere og længere ind mod mørkets hjerte og dybt ned i sjælens allermørkeste krinkelkroge. |
![]() | Op til toppen af bjerget er tredje bind i Arne Dahls fremragende spændingsserie om A-gruppen - Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter. En ung fodboldsupporter forbløder på et værtshus efter et slagsmål i Stockholms centrum. Da Paul Hjelm og Kerstin Holm skal have styr på vidneforklaringerne, viser den trivielle, men grove sag sig at være som en kinesisk æske. A-gruppen genopstår, og så sker der noget. Bag det fatale værtshusslagsmål toner et overraskende hændelsesforløb frem, og det leder i flere retninger. Mod fængslet i Kumla, hvor en celle eksploderer. Mod industriområdet Sickla, hvor en massakre ligner et opgør i underverdenen. Mod internettet, hvor grove overgreb dokumenteres. Mod Danderyd, hvor en narkohandler passer sin paradisiske have. Mod politiet selv, hvor der arbejdes med skjulte dagsordener. Og mod fremtiden, hvor en terrorhandling pludselig truer. |
![]() | I Europa blues skal A-gruppen finde sammenhængen i en række af bizarre begivenheder i Stockholm: Fundet af menneskerester i jærvburet i Stockholms zoologiske have, et makabert mord på en højt estimeret 90-årig professor, forsvundne østeuropæiske kvinder og en mobiltelefon, som kimer i en afrevet hånd på et spor i undergrundsbanen. Inden længe breder opklaringsarbejdet sig over det meste af Europa. Handlingen er utrolig spændende og tankevækkende. Den foregår i et hæsblæsende tempo og er helt umuligt at referere kort. Såvel den græske mytologi som nazistiske lægers forskning i racebiologi under anden verdenskrig og metamorfoser indgår i opklaringsarbejdet. Men A-gruppen formår at holde styr på de forskellige hændelser, kæde dem sammen, finde de logiske sammenhænge og afsløre motiver og forbrydelser..... |
![]() | Vældige vande er femte bind i Arne Dahls mesterlige serie om A-gruppen. I et køkken i en trøstesløs forstad til Stockholm sidder fem udvisningsdømte afrikanere. Da politiet lidt senere har stormet lejligheden, er en af dem død. Et andet sted i byen bryder en forkølet indbrudstyv ind i en lejlighed. Disse to hændelser åbner op for noget, som kommer til at kaste en sygelig stank fra fortiden ind over A-gruppen – Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter – og især kriminalinspektør Kerstin Holm rammes af stanken. Langsomt tvinges hun til at se, hvad de sorte huller i hendes erindring skjuler..... |
![]() | Det er snart midsommer og ferietid, så en vis ro burde indfinde sig hos Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter, bedre kendt som A-gruppen. Men i stedet bliver det den mest intense uge i A-gruppens historie, for en byge af ejendommelige voldsforbrydelser skyller ind over Stockholm: En polsk sygeplejerske bliver øksemyrdet, en tv-programchef skudt efter premieren på en ny dokusoap, et planlagt 'æresdrab' tager en uventet drejning, et lig driver i land og vender op og ned på alting. Og til sidst bliver det alt sammen meget meget personligt...... |
![]() | Dødsmesse er syvende selvstændige bog i Arne Dahls mesterlige serie om A-gruppen. Pauls Hjelms eks-kone går ind i en bank i Stockholm for at klare et par ærinder. Det er optakten til en række besynderlige hændelser, som gennem et dramatisk gidseldrama, et mystisk skrivebord fra 1700-tallet og et antal fossiler leder direkte ind i en af Anden Verdenskrigs centrale begivenheder og de dønninger, den sender videre til Den Kolde Krig. Alting sker, fordi en enkelt mand vil ændre fortiden. Paul Hjelm, Kerstin Holm, Arto Söderstedt og de andre fra Rigskriminalpolitiets enhed for voldskriminalitet med internationale aspekter står til at begynde med over for en gåde, der er lige så håndgribelig som flygtig: Hvad er det, der ikke stemmer ved det gidseldrama i banken? |
![]() | Mørketal, den ottende bog i Arne Dahls fremragende spændingsserie om A-gruppen, tager fat der, hvor al statistik og overvågning hører op, der hvor begærets mere dunkle sider råder. En 7. klasse fra Stockholm er på lejrskole i de dybe ångermanlandske skove. Da en af pigerne forsvinder, er der tilstrækkeligt mange urovækkende tegn til, at A-gruppen, Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter, kobles på. Mystiske, baltisk indregistrerede biler er observeret tæt på lejrskolen, der bor tre dokumenterede pædofile i området, og desuden ser det ud til, at pigen selv, Emily, bærer på mørke hemmeligheder..... |
![]() | En sen aften springer der en bombe i en af Stokholms tunnelbane vogne og mange mennesker omkommer. Dette fører til at det svenske rigspoliti og sikkerhedspolitiet sæpo sætter alle sejl ind på at fange de skyldige. Dagen efter at nyheden om bomben kommer frem i pressen, tager en gruppe af unge indvandrer æren for bomben og sæpo er ikke sene til at rette alt skytset mod denne gruppe. Kriminalinspektør Kerstin Holm og resten af A-gruppen er dog ikke helt overbeviste om at dette er hele sandheden, og ikke langt inde i deres efterforskning viser der sig da også snart et andet billede.... |
![]() | Arne Dahls tiende selvstændige spændingsroman om A-gruppen handler det om den allestedsnærværende overvågning og om grænseløs handel med våben, sex og narkotika i en stort anlagt historie. Et røveri mod en videobutik er blevet fanget på et overvågningskamera og får vidtrækkende konsekvenser for mange mennesker. Forbrydelsen trækker tråde via internettet til handel med forbudte slankemidler og videre ind i et bizart prostitutionsmiljø. Så A-gruppen kommer på overarbejde samtidig med, at dens egen eksistens trues på livet. Sideløbende drages tidligere A-gruppemedlem, Paul Hjelm, ind i et internationalt morads, da en chef i SäPO pludselig forsvinder. Hjelm har store problemer med at opspore ham - er han omkommet eller på en storpolitisk mission, hvor han sletter alle spor efter sig? |