Jo Nesbø

Krimiforfatter Jo Nesbø (født 1960) er en norsk journalist, musiker og civiløkonom. Nesbø er i Danmark måske mest kendt for sin serie på ni kriminalromaner om den norske politimand Harry Hole.
I sit hjemland er han imidlertid lige så kendt som frontfigur i bandet Di Derre (dem dér).

Jo Nesbø har modtaget flere prestigefyldte priser for sit forfatterskab: Glasnøglen, Rivertonprisen og den norske Bokhandlerpris (svarer til De Gyldne Laurbær i Danmark).

Jeg kan kun sige, at har man endnu ikke stiftet bekentskab med Jo Nesbø og hans bogserie om Harry Hole, så er det dælme bare om at komme igang :D



Serien om Harry Hole

Jo Nesbø modtog den skandinaviske kriminallitteraturpris GLASNØGLEN 1998 for FLAGERMUSMANDEN, som er første bind i en serie om den skæve, norske politimand Harry Hole.

Harry Hole står i paskontrollen i Sydney med sit visum, som fortæller, at han er norsk politimand. Sagen er egentlig enkel: han skal hjælpe det australske politi i efterforskningen af mordet på en kvindelig norsk statsborger.
I lufthavnen bliver han hentet af Andrew Kensington, en aboriginal kriminalbetjent med en mindst ligeså broget fortid som han selv, og Kensington bliver hans guide i mødet med det morderne Australien.

I Sydneys red light district, Kings's Cross, bevæger de sig på samfundets skyggeside blandt ludere, drukkebolte, transvestitter, pushere og småforbrydere, og i denne verden aner Harry Hole langsomt konturerne af et spil, hvor han selv ufrivilligt er blevet tildelt en vigtig rolle.




KAKERLAKKERNE, der er andet bind i serien om Harry Hole, trækker os med helt ind i Bangkoks sydende, stinkende og tillokkende gader og helt ned i Harrys sorte, samvittighedsfulde sjæl.
Den norske ambassadør i Thailand findes myrdet på et bordel i Bangkok. Han havde tætte forbindelser til statsministeren, og i Oslo lægger man en plan for, hvordan en skandale kan undgås.
Harry Hole sendes til Bangkok, hvor han skal efterforske sagen ‘uden at plaske for meget i vandet’, men Hole opdager snart, at sagen handler om mere end et mord – der er noget, der kribler og krabler bag væggene. Noget, der ikke tåler dagens lys.....




I RØDHALS, der er tredje bind i serien om Harry Hole, er han paradoksalt nok blevet forfremmet og kan stuves ind på et kontor til et job som uskadelig papirnusser – et job han selvfølgelig ikke bliver i så længe.

Harry Hole fra drabsafdelingen i Oslo efterforsker en sag om sjældne våben, og sporene peger på det nynazistiske miljø – og på de norske frikorpssoldater, der kæmpede for nazist­erne i 2. Verdenskrig.
Sideløbende fortælles historien om kammeratskab og bedrag blandt frontkæmperne i vinteren 1944 ved Leningrad. Så mens vi følger, hvordan de ryster i skyttegravene østpå, tør sneen – mange år efter – i Oslo og afslører langsomt de gamle historier bid for bid.




SORGENFRI er fjerde bind i serien om Harry Hole. I en bank i Oslos centrum får bankdirektøren 25 sekunder til at tømme hæveautomaten for kontanter. Han bruger 31. Bankrøveren viser seks fingre til overvågningskameraet og skyder en kvindelig bankassistent.

Harry Hole fra drabsafdelingen i Oslo vågner i sin lejlighed uden korttidshukommelse. De seneste tolv timer er fuldstændig væk. Han husker dog, at han var til middag hos Anna, en gammel flamme. Så bliver Anna fundet død, og alt tyder på, at hun har begået selvmord samme aften, som Harry var hjemme hos hende.....Næsten alt.




MAREKORS er femte bind i serien om kriminalbetjenten Harry Hole. En hedebølge har slået sig ned i Oslo, og i en lejlighed i centrum begynder det at dryppe fra etagen ovenover og ned i en kasserolle med kartofler. Der dannes små, sorte klumper i det kogende vand.

Samtidig ligger Harry Hole på gulvet i sin lejlighed – forladt, fordrukken og fyret. Men da en død kvinde med en afklippet pegefinger bliver fundet, får vicekommissær Harry Hole en sidste chance for at bevise, at han kan håndtere drikkevarer, temperament og personlige hævnmotiver.
Og han finder et mønster – et mønster, der tyder på, at morderen ikke er færdig med at dræbe.




FRELSEREN, sjette bind i serien om Harry Hole fra drabsafdelingen i Oslo, fører os rundt i byens natteliv, ind i Frelsens Hær og dybt ind på Balkan.
På en af Frelsens Hærs sommerlejre voldtages en fjortenårig pige. Tolv år senere henrettes en soldat i Frelsens Hær under en julekoncert på Egertorget i Oslo. Dagbladet har fotograferet en mulig drabsmand i folkemængden, men eksperten i identifikation, Beate Lønn, forvirres af, at ansigtet forandrer sig fra billede til billede.
Vicekommissær Harry Hole indleder jagten på manden uden ansigt. Og mens Oslos borgere ønsker hinanden en glædelig jul, forvandles byens iskolde gader gradvist til en krigsskueplads.




SNEMANDEN er syvende bind i serien om Harry Hole, vicekommissær ved drabsafdelingen i Oslo. Harry finder alarmerende fællestræk ved en række gamle forsvindingssager: Gifte kvinder er forsvundet samme dag, som den første sne er faldet.

Det er november, og årets første sne er faldet i Oslo. Birte Becker kommer hjem fra arbejde og roser sin mand og sin søn for snemanden, de har lavet i haven. Men de har ikke lavet nogen snemand. Da familien stiller sig ved stuevinduet og ser ud, slår det sønnen, at snemanden står vendt mod huset. At de sorte øjne stirrer direkte mod vinduet....På dem....




PANSERHJERTE er ottende bind i serien om Harry Hole. I Oslo findes to kvinder dræbt, begge druknet i deres eget blod og med mystiske stiksår i munden.
Nødtvunget sender Drabsafdelingen Kaja Solness til Hongkong for at opspore Harry Hole, der er deres eneste specialist i seriemord. Den stærkt alkoholiserede politimand har gemt sig i millionbyen, på flugt fra dæmonerne fra den forrige drabssag, fra minderne om kvinden han elsker og fra alle kreditorerne.....

PANSERHJERTE er en thriller, som foregår i Oslo, Congo, Leipzig, Hongkong og på det norske højfjeld. Det er en historie om had, kærlighed, smerte og grådige hjerter. Om Harry Hole og folkene, han arbejder sammen med, og om mennesket de jager.




GENFÆRD er det niende bind i serien om Harry Hole. Harry Hole har opholdt sig tre år i Hongkong, da han vender tilbage til Oslo for at få tilladelse til at efterforske et drab. Men sagen er allerede lukket: En ung narkoman har dræbt en anden narkoman under et skænderi om stoffer.
Men Harry Hole kender den dømte. Endda rigtig godt. Det er Oleg, Harrys ekskæreste Rakels 18-årige søn, som voksede op med Harry som sin faderfigur og forbillede.
I fængslet hos Oleg konfronteres Harry med sig selv og sin egen historie, og han indleder den sværeste efterforskning i sit liv. En sag fuld af personlige dilemmaer, brutalitet og vold i Oslos narkomiljø, og en sag der møder massiv modstand fra politikere og politifolk, der ser flere gevinster end tab ved et nyt og dødsensfarligt rusmiddel.

Kommentarer

Der er ikke skrevet kommentarer.

Kommentér

Du skal logge ind for at kommentere.